Interesseundersøgelserne skal kortlægge, hvor stor interesse der er for lokalt produceret fjernvarme i Hellebæk/Ålsgårde og i Kvistgård.
Undersøgelserne udarbejdes af Helsingør Kommune og skal afklare interessen for enten borger-drevene projekter om at etablere lokalt produceret fjernvarme i områderne eller for initiativer drevet af private aktører.
Undersøgelserne skal kortlægge, hvor mange ejendomsejere i Hellebæk/Ålsgårde og i Kvistgård, der er interesserede i at blive tilkoblet lokalt produceret fjernvarme, og hvor de interesserede borgeres ejendomme ligger.
Undersøgelserne vil også forsøge at afdække, hvem der er interesseret i at hjælpe med til at få et projekt om lokalvarme i Hellebæk/Ålsgårde og i Kvistgård startet op.
Undersøgelserne er uforpligtigende. Det vil sige, at man ikke binder sig til noget, selvom man svarer, at man er interesseret.
Undersøgelserne er ikke anonyme af hensyn til undersøgelsernes formål om at afdække den geografiske interesse i områderne. Al information vil blive behandlet efter gældende regler.
Kontaktinformationer i besvarelserne vil kun blive brugt i forbindelse med lokalvarme i Hellebæk/Ålsgårde eller Kvistgård.
Besvarelseslink er sendt direkte til de berørte ejendomsejere, både private og erhverv, i de to geografiske områder. Undersøgelserne har svarfrist fredag den 10. marts 2023 kl. 12.00.
Har du ikke modtaget brev, og er du ejendomsejer eller andelshaver i Hellebæk/Ålsgårde eller Kvistgård, kan du finde link til besvarelsen under fanen ”Lokalvarme i Hellebæk/Ålsgårde” eller ”Lokalvarme i Kvistgård”.
Du kan også kontakte Klimasekretariatet for at høre mere eller for hjælp.
Resultaterne (uden personlige oplysninger) vil blive præsenteret til to borgermøder: torsdag d. 23. marts for Hellebæk/Ålsgårde på Hellebæksskolen og onsdag d. 29. marts for Kvistgård på Espergærde Gymnasium.
Resultaterne (uden personlige oplysninger) vil også blive tilgængelige på helsingor.dk et par dage efter hvert borgermøde.