Helsingør Kommune sælger og udbyder grund på Højvangen, Espergærde til opførelse af friplejehjem med option på grund til opførelse af tryghedsboliger

Helsingør Kommune udbyder en grund på ca. 8.540 m2 (delområde A og B) med ret til at opføre 6.200 bruttoetagekvadratmeter i højst tre etager til opførelse af friplejehjem.

I tilknytning hertil udbydes option på yderligere salg af en grund på ca. 4.920 m2 (delområde C og D) med ret til at opføre 1.400 bruttoetagekvadratmeter i højst to etager til opførelse af tryghedsboliger.

Formålet med salget er, at en pensionskasse og non-profit organisation skal udvikle og opføre et friplejehjem og tryghedsboliger på grunden. Udvikler skal i den forbindelse indgå en aftale med en operatør i form af en non-profit organisation om drift af plejehjemmet.

Salget af grunden sker som led i Helsingør Kommunes behov for at sikre tilstrækkeligt antal plejehjemspladser til kommunens borgere.

Tilbudsgiver skal udarbejde et projektforslag, som forventes at kunne realisere visioner og projektidé beskrevet i nærværende materiale.

Projektet danner efterfølgende grundlag for en ny lokalplan. Det vurderes, at der også skal udarbejdes en ledsagende miljørapport til lokalplanen. Både lokalplan, miljørapport og de dertilhørende undersøgelser skal udarbejdes af køber. Køber er forpligtiget til at afholde alle udgifter hertil.

Tilbudsevalueringen vil lægge vægt på pris, bæredygtighed, arkitektonisk kvalitet og plejeoperatørens erfaring med lignende projekter. Helsingør Kommune forbeholder sig ret til frit at vælge mellem de indkomne tilbud og herunder at afvise dem alle.

Grundarealet der udbydes til salg, er beliggende i Nationalpark Kongernes Nordsjælland i den vestlige del af Espergærde, på kanten af et blandet bykvarter med boliger, erhverv og industri. Der er i de senere år opført mange nye boligbebyggelser i området i form af rækkehuse og etageboliger, og flere er på vej.

Grunden grænser op til naturområdet Rolighedsmoserne mod vest, og erhvervs- og boligområder mod nord, øst og syd.

Arealet, der udbydes, er vist med den stiplede linje.

Arealet, der udbydes, er vist med den stiplede linje.

Det ubetingede købstilbud, inkl. tegningsmateriale, projektidé og beskrivelse, skal være indleveret i en lukket kuvert, mrk. ”Højvangen” senest den 19. september 2025 kl. 12.00 på Helsingør Kommunes Rådhus, Stengade 59, 3000 Helsingør, att. Jeppe Buhl Rasmussen.

Spørgsmål vedrørende udbudsmaterialet kan rettes til Jeppe Buhl Rasmussen, mail jra11@helsingor.dk

Ejendommen udbydes til salg i henhold til Indenrigs- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.

Tilbudsblanket og salgsprospekt med bilag 

Helsingør Kommune

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28