Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)

På denne side kan du læse om mere om, hvad STU indebærer, hvordan du søger og hvilke tilbud, der er til rådighed.

Unge der ikke har mulighed for at tage en ordinær ungdomsuddannelse eller FGU heller ikke med støtte, kan søge Helsingør Kommune om at blive indstillet til en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

STU er en 3-årig ungdomsuddannelse målrettet unge, der ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse på grund af særlige behov som fx psykiske og fysiske handikaps. Målet er at styrke den enkeltes kompetencer inden for personlige, sociale og faglige områder, så de får de bedste forudsætninger for et aktivt voksenliv.

Man kan få tilbuddet om STU efter undervisningspligtens ophør og indtil det 25. år. STU er til unge, som ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet og vurderes ikke at kunne gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse (fx gymnasium, erhvervsuddannelse) eller en FGU, heller ikke med støtte, på grund af fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Funktionsnedsættelserne skal være af en karakter, der forhindrer dig i at gennemføre en anden ungdomsuddannelse eller FGU med støtte. Det kan fx være pga. diagnoser som generelle indlæringsvanskeligheder, udviklingshæmning, autisme, ADHD, cerebral parese eller andre tilstande, der påvirker indlæring og sociale funktion.

Hvis du er under 18 år, kræves der samtykke fra forældre eller værge for at blive indstillet til STU.

Din uddannelsesvejleder står for at indstille dig til STU, hvis det sammen med dig vurderes, at en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse passer til dine behov. Først udarbejder uddannelsesvejlederen en indstilling, som skal behandles af STU-visitationsudvalget.

En STU-indstilling indeholder fx.:

  • Udtalelser fra tidligere skoler.
  • Pædagogisk psykologisk vurdering (PPV).
  • Lægelige eller psykiatriske vurderinger og andre relevante oplysninger.
  • Din uddannelsesvejleders vurdering.

Når indstillingen er sendt, behandles den af STU-visitationsudvalget, som afgør, om du er i målgruppen for STU. Du vil herefter modtage en afgørelse i din digitale postkasse.

Hvis du godkendes til STU, kontakter din uddannelsesvejleder dig igen for at drøfte hvilke STU-skoler, der bedst opfylder dine behov. Der udarbejdes derefter en ny indstilling til visitationsudvalget, som foretager den endelige godkendelse af, hvilket STU-sted du tilbydes, samt fastsætter målene for dit uddannelsesforløb.

Hvis du får bevilliget en STU, udarbejder din uddannelsesvejleder i samarbejde med dig og STU-stedet en forløbsplan for dit STU-forløb. Den indeholder de mål, som du skal arbejde med, og som STU-stedet skal understøtte dig i.

Hvis STU-visitationsudvalget i Helsingør Kommune vurderer, at du er i målgruppen for STU, vil du og evt. dine forældre/værge blive involveret i at finde et passende STU-sted, der matcher dine behov.

I Helsingør Kommune kan vi tilbyde STU på Cabas, Nyruphus, som du kan læse om på deres hjemmeside. Derudover findes der andre steder, der tilbyder STU. De kan findes her: https://stu-overblik.uvm.dk/

For vejledning, kan du kontakte din uddannelsesvejleder i Ungeenheden.

Som elev på STU er du ikke berettiget til SU. Når du bliver 18 år vil du kunne søge om at få uddannelseshjælp via Jobcenteret.

Når du er elev på STU, kan du i særlige tilfælde få bevilliget transport.

Ønsker du rådgivning eller har spørgsmål ang. STU, skal du kontakte Ungeenheden.

Ungeenheden

Gl. Banegårdsvej 37
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 10 40
Borger: Send Digital Post
Virksomhed: Send Digital Post