Helhedspleje – din hjælp i hverdagen

Helhedspleje er for dig som er fyldt 67 år og har brug for hjælp og støtte i hverdagen. Helhedspleje er bestemt i ældreloven. Du skal vælge en leverandør.

Helhedspleje bygger på tre værdier:

  • Selvbestemmelse for den ældre
  • Tillid til medarbejderne og ledelse
  • Tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund

Helhedspleje betyder, at du får hjælp og støtte af et fast team. Det kan være personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning – alt sammen samlet ét sted og planlagt sammen med dig. Du kender de medarbejdere, som kommer hos dig, og de kender dig.

Hjælpen bliver tilpasset dine behov og bliver løbende justeret i dialog med dig. Sammen planlægger I, hvordan hjælpen skal udføres hjemme hos dig.

Du bliver visiteret til ét af seks forløb, afhængigt af dine behov. Målet er, at du kan klare dig bedst muligt – med støtte, træning og omsorg.

Pleje- og omsorgsforløb 1: Midlertidig rehabilitering

Du får kortvarig, intensiv hjælp og træning, fx efter udskrivelse fra hospital. Forløbet varer typisk 2–12 uger.

Formål: At du igen kan klare dig selv – evt. med hjælp fra teknologiske hjælpemidler som robotstøvsuger eller skærmbesøg.

Pleje- og omsorgsforløb 2: Let støtte

Du klarer det meste selv, men har brug for lidt hjælp:

Du kan få hjælp til fx:

  • Rengøring, tøjvask og indkøb.
  • Bad, negleklip eller høreapparater.

Hjælpens hyppighed er som oftest: 0–3 gange om ugen.

Pleje- og omsorgsforløb 3: Nogen støtte

Du deltager aktivt, men har brug for mere hjælp i hverdagen:

Du kan få hjælp til fx:

  • Bad, morgen- eller aftenpleje.
  • Støtte til måltider og praktiske opgaver.

Hjælpens hyppighed er som oftest: 1–3 gange om dagen.

Pleje- og omsorgsforløb 4: Mere støtte

Du har brug for hjælp til det meste i hverdagen:

Du kan få hjælp til fx:

  • Personlig pleje morgen og aften.
  • Måltider, toiletbesøg, rengøring og tøjvask.

Hjælpens hyppighed er som oftest: 3–6 gange om dagen.

Pleje- og omsorgsforløb 5: Meget støtte

Du kan ikke klare hverdagen selv og har brug for omfattende hjælp og støtte:

Du kan få hjælp til fx:

  • Daglig pleje, bad og forflytning.
  • Måltider og alle praktiske opgaver.

Hjælpens hyppighed er som oftest: 4–8 besøg om dagen.

Pleje- og omsorgsforløb 6: Omfattende støtte

Du har stort plejebehov og har brug for intensiv hjælp, støtte og pleje ofte af to medarbejdere og med et kort tidsinterval mellem besøgene.

Hjælpens hyppighed er som oftest: 4–8 besøg om dagen. 

Du kan blive visiteret til:

  • Personlig hjælp og pleje
  • Praktisk hjælp i hjemmet – fx rengøring, indkøb, tøjvask

Genoptræning – hvis du har været syg

Du får hjælp af et fast team – det skaber tryghed og kontinuitet. Du lærer dine hjælpere at kende, og de lærer dig at kende.

Du vælger selv, om du vil have:

  • En hjælper fra Helsingør Kommune.
  • En hjælper fra en privat leverandør, som Helsingør Kommune har godkendt.
  • En hjælper som du selv har udpeget fx en nabo eller et barnebarn.

Rengøring

Er du visiteret til rengøring, gør vi rent i stue, soveværelse, badeværelse, køkken og entré – svarende til en bolig med to værelser.
Hvis din bolig er større, kan du vælge at få gjort rent i et andet rum en gang imellem i stedet.

Der udføres som udgangspunkt ikke rengøring i ugerne 27, 28, 29 og 51, 52 (eller 53).

Hjælpemidler

Hverdagshjælpemidler og velfærdsteknologiske indgår i vurderingen af dit behov for hjælp og støtte. Du kan få brug for:

  • Velfærdsteknologi, fx robotstøvsuger, skærmbesøg eller spraymoppe.
  • Hjælpemidler fra hjælpemiddelcentralen, fx rollator, toiletforhøjer eller badebænk. Kan hentes uden beregning og uden forudgående aftale.

Hjælpemiddelcentralens adresse: Helsingørsvej 25, 3480 Fredensborg

Du skal selv købe og betale de hjælpemidler, der er brug for i dit hjem til praktiske opgaver. Det kan fx være spande, mopper eller robotstøvsuger.

Madservice

Hvis du eller andre i din husstand ikke selv kan lave mad, kan du få leveret mad fra en godkendt leverandør. Du betaler selv for maden. Du kan:

  • Afbestille din levering midlertidigt.
  • Bestille ekstra retter (snitter, desserter med mere) direkte hos leverandøren.

Sygepleje

Sygepleje gives i en af Helsingør Kommunes sygeplejeklinikker. Vi forventer, at du selv kan komme til en af klinikkerne, hvis du selv kan gå til læge og købe ind. Kan du ikke kan komme til sygeplejeklinikkerne, kan du undtagelsesvist få sygepleje i dit hjem.

Du vil opleve at få sygepleje af andre end sygeplejersker fx af social- og sundhedsassistenter, der er oplært i fx at lægge forbindinger og give medicin. 

Når du møder visitator

Du vil først have en samtale med en visitator, som sammen med dig vurderer dit behov og visiterer dig til det forløb, som passer til dine behov. Du er altid velkommen til at have en af dine pårørende med til samtalen.

Du får et brev med afgørelsen.

Får du brug for mere hjælp?

Tal med din hjælper – visitator kommer igen, hvis dine behov ændrer sig.

Ændring af aftaler

  • Du skal melde afbud senest dagen før kl. 15.
  • Leverandøren skal give besked, hvis hjælpen flyttes.
  • Aflyses hjælpen, får du tilbudt et erstatningsbesøg.

Arbejdsmiljø og hjemmets indretning

Hjælpen skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det kan betyde:

  • Du skal købe fx rengøringsudstyr- og midler.
  • Du skal have installeret hjælpemidler i dit hjem.
  • Du eller dine pårørende skal selv flytte om møbler, hvis det er nødvendigt. Du er selv ansvarlig for at møblerne bliver flyttet.

Rygning og husdyr

  • Der må ikke ryges i dit hjem, når medarbejderen er til stede.
  • Luft ud inden besøget.
  • Husdyr skal holdes væk under besøget fx ved at lukke dem ind i et andet rum.

Legitimation og tavshedspligt

  • Alle medarbejdere viser billedlegitimation.
  • Alle medarbejdere har tavshedspligt.
  • Dine oplysninger bliver registreret i en elektronisk journal.
  • Du kan se din journal på: helsingor.dk → Se din omsorgsjournal. Du kan også bede om aktindsigt.

Låst dør

Hvis din dør er låst, og du ikke åbner, kan din leverandør tilkalde en låsesmed. Du betaler selv for udgiften til låsesmeden.

Klage

  • Kontakt visitator, hvis du er uenig i en afgørelse.
  • Kontakt leverandøren, hvis du er utilfreds med udførelsen af hjælpen eller overholdelse af aftaler.

For at skifte leverandør skal du kontakte din visitator. Visitator vil give din nye leverandør besked.

Hvis du ønsker yderligere information om tildeling af hjælp eller de forskellige leverandører, kan du kontakte Forebyggelse og Visitation. Du kan også læse om de godkendte leverandører på helsingor.dk og se hvilken hjælp, hver leverandør tilbyder.

Forebyggelse og Visitation

Birkedalsvej 35A
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 39 39

Telefontider

Mandag: 10.00-12.00
Tirsdag: 10.00-12.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 10.00-12.00 og 13.00-15.00
Fredag: 10.00-12.00