Børnehuset Espergærde ligger i området Espergærde Bypark med grønne arealer og legepladsen “Græshoppen” lige uden for døren. Nærmeste naboer er Mørdrupskolen, SFO Mørdråben, Espergærde Fritidscenter og Børnehuset Søbæk. Der er kort afstand til Espergærde Havn og strand, og ikke mindst Egebæksvang Skov og Flynderupgaard, som er et oplagt udflugtsmål, når vi bevæger os ud i verden.
Vi har plads til 80 skønne børn i alderen 0 til 6 år. Børnehuset Espergærde slog dørene op for de første børn den 1. september 2023, og vi bor i helt nye pavilloner, som danner rammen for vores hverdag.
Vi er ca. 15 medarbejdere – både uddannede pædagoger, pædagogiske assistenter og fagligt dygtige pædagogmedhjælpere. Vi har en god arbejdsplads, hvor vi inspirerer og hjælper hinanden.
Som en forholdsvis ny institution er vi godt i gang med at skabe en kultur og et pædagogisk fundament, der skaber de bedste rammer for børnenes trivsel, læring, dannelse og udvikling. Vi tilrettelægger altid vores pædagogiske aktiviteter med udgangspunkt i børnenes udviklingsbehov.
Legemiljøet
Leg og deltagelse i fællesskaber er et grundelement i børnelivet. Gennem leg og fællesskaber lærer børn at forstå sig selv og verden omkring dem. I legen udvikler børnene sociale færdigheder, problemløsningsevner og evnen til at regulere egne følelser. Vi har fokus på, at vores fysiske miljø og legezoner tilbyder børnene de rammer, der understøtter deres leg.
Natur, udeliv og science
Sammen med børnene oplever vi naturen omkring os i skoven, på stranden og hjemme på legepladsen. Vi går på opdagelse i omgivelsernes brede udsnit af pædagogiske muligheder, og oplevelserne giver anledning til mangfoldige samtaler om oplevelser, forståelser og erfaringer med naturen. Naturen giver også anledning til at vække børnenes undren og spørgsmål, og det griber vi med en undersøgende tilgang, der aktivt inddrager børnene og udfordrer deres aktuelle forståelse. På legepladsen laver vi fx bål og undersøger de småkryb, der gemmer sig under træstammerne.
Selvhjulpenhed
Selvhjulpenhed står højt på vores pædagogiske dagsorden, og vi har en bred forståelse for, hvad selvhjulpenhed er. Det handler grundlæggende om, at de voksne hjælper børnene med at gøre det selv inden for det enkelte barns nærmeste udviklingszone.
Det allerbedste ved at blive selvhjulpen er alle de succeser, barnet får lov at opleve. Det er stort for det lille barn, når det første gang lykkedes at lyne lynlåsen, kravle op på klatrestativet, rejse sig, når man falder, og meget mere. De succesoplevelser tager vi fra dem, hvis vi gør tingene for dem. Derfor går vi meget op i ikke at gøre det for børnene, men med børnene.
Forældresamarbejde
Hos os skal du som forælder opleve, at vi har tid og overskud til at give både dit barn og jeres familie den opmærksomhed, der er brug for. I hverdagen prioriterer vi, at der er tid til en lille snak om dagen og overlevering af de søde historier. Samtidig lægger vi vægt på, at der bliver sat tid af til en længere samtale, hvis der er behov for det. Som forældre må I meget gerne undre jer og stille spørgsmål til, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeres perspektiv er vigtigt for os i vores bestræbelser på at skabe den bedste daginstitution.