Børnehuset Ålsgårde

En lille hyggelig institution i Ålsgårde med to børnehave- og to vuggestuegrupper

Læs mere om børnehuset

Værd at vide om Børnehuset Ålsgårde

Kom og hils på os, inden du skriver dit barn op til Børnehuset Ålsgårde, og se, om Børnehuset Ålsgårde er noget for dig og dit barn. Når du har fået plads til dit barn, modtager du et velkomstbrev med en invitation til et opstartsmøde. På dette møde fortæller du os om dit barns vaner og behov, og vi fortæller om hverdagen i Børnehuset Ålsgårde. Sammen afstemmer vi forventninger og laver en plan for dit barns opstart.

Vi forventer, at du har minimum en uge til indkøring. De første dage bliver du med barnet i institutionen, og den allerførste dag er du og dit barn kun i institutionen mellem kl. 9.30 og 11.00. Har du et lille barn, der sover på dette tidspunkt, aftaler du et andet tidspunkt med stuen.

Generelt er det en god ide at give dit barn korte dage de første to uger, hvis det er muligt. At starte i institution er en stor omvæltning. Der er mange nye indtryk, rutiner, børn og voksne, som barnet skal vænne sig til.

I Børnehuset Ålsgårde får vuggestuebørnene hjemmelavet mad fra vores eget køkken. Børnehavebørnene selv madpakker med, men pr. 1. august 2025 er der frokostordning for alle børn i Børnehuset Ålsgårde. Frokostordningen er på valg hvert 2. år.

Vuggestuebørnene får et stykke brød til formiddagsmad, men skal hver dag selv have et stykke frugt med. Ligeledes skal børnehavebørnene også selv have et stykke formiddagsfrugt med hver dag.

Eftermiddagsmad serverer institutionen til både vuggestue- og børnehavebørn.

Under frisættelsen i Helsingør Kommune har Børnehuset Ålsgårde været frisat fra læreplanen. Som en del af evalueringen ser vi på de indsatser, vi har arbejdet med. Frem til august 2025, hvor frisættelsen slutter, vil vi revidere vores læreplan.

Vi har under frisættelsen haft fokus på nærvær samt børnenes personlige, sociale og sproglige udvikling. De erfaringer, vi har gjort os, vil blive en del af den nye læreplan.

Pædagogisk tilsyn gennemføres hvert andet år af en konsulent. Du er velkommen til at kontakte børnehuset, hvis du ønsker at høre om den pædagogiske tilsynsrapport. 

Legen fylder meget i Børnehuset Ålsgårde. Legen er barnets mest naturlige og meningsgivende tilskyndelse. Igennem legen udvikler barnet identitet, selvforståelse, omverdensforståelse, og det udvikler menneskeklogskab. I legen mærker barnet sine følelser og behov, og det spejler sig i andre børn. Derfor bruger vi legen som rum for udvikling af kompetencer. De voksne balancerer mellem aktiv deltagelse i børnenes lege og at give plads for børnenes selvinitierede lege. Vi arbejder også med legeværksteder, hvor vi øver specifikke kompetencer.

Vi arbejder pædagogisk med rutinepædagogik og forsøger at give børnene en hverdag, hvor de har mulighed for at kunne overskue og handle selv. Vi hjælper børnene frem mod selvhjulpenhed og støtter dem i at kunne gøre plads til hinanden, hjælpe hinanden og navigere igennem en hverdag med mange mennesker og aktiviteter omkring sig.  

Vi skruer ned for tempoet og prioriterer tid og ro til nærværende relationer og tid og ro til at øve sig.

I Børnehuset Ålsgårde er vi optaget af, hvordan vi bedst hjælper jeres børn frem til at kunne mestre deres børne, skole- og ungdomsliv. I en tid, hvor vi hele tiden hører om, hvor svært vores børn og unge har det, finder vi det vigtigt, at vi sammen arbejder på at skabe de bedste betingelser for, at jeres børn lykkes godt videre frem i livet. Derfor går vi også et skridt ind i jeres forældreskab og inviterer jer til et udvidet samarbejde omkring jeres børn, hvis noget er svært både i institutionen, men også hvis noget er svært hjemme hos jer.

Vi samarbejder tæt med vores tværfaglige samarbejdspartnere, og vi forsøger hele tiden at dygtiggøre os i forhold til at kunne støtte op om og skabe udfordringer og deltagelsesmuligheder for alle børn.

Vi lykkes bedst, når vi er i samarbejde med jer forældre, og når både I og vi er medskabere af en kultur, hvor vi gør os umage med at støtte op om, at alle børn i Børnehuset Ålsgårde trives.

Åbningstider og kontakt

Kom gerne på besøg og få en rundvisning og en snak, inden du skriver dit barn op til os.

Kontakt leder Pia Lykke Jensen for at aftale et besøg

Børnehuset Ålsgårde
Orøvej 11
3140 Ålsgårde

Leder
Pia Lykke Jensen
Mobil: 49 28 43 19
E-mail: plj08@helsingor.dk

Åbningstider
Mandag til torsdag: 6.30-17.00
Fredag: 6.30-16.15

Kontakt børnehaven

Grøn stue: 49 28 43 05
Blå stue: 49 28 43 06

 

Kontakt vuggestuen

Gul stue: 49 28 43 04
Rød stue: 49 28 43 07