Børnehaven Stokrosen

Børnehaven Stokrosen bor i en hyggelig ældre villa i Espergærde, med plads til 50 børn mellem 2 og 6 år.

Børnehaven Stokrosen

Værd at vide om Børnehuset Stokrosen

Cirka en måned inden jeres barn skal starte i Stokrosen, modtager I en velkomstmail fra lederen med praktiske informationer, oplysninger om den stue, jeres barn skal gå på, samt hvilke medarbejdere der er tilknyttet.

I ringer selv til stuen for at aftale opstarten af jeres barn. Hvordan opstarten forløber, afhænger af, hvordan jeres barn reagerer og trives.

Stuen og forældrene aftaler fra dag til dag, hvad der skal ske den kommende dag, og hvor længe barnet skal være i børnehaven.

Som udgangspunkt tager det ofte omkring en uge, før barnet er klar til at stå mere på egne ben i børnehaven. Men da ingen børn er ens, er dette kun en rettesnor.

Børnehaven Stokrosen har ingen frokostordning.

Børnene medbringer selv en madpakke til frokost samt en lille pose eller madpakke til eftermiddagsmaden.

Vi henstiller til og anbefaler, at jeres børn får sunde og varierede madpakker med.

Om formiddagen, efter samling kl. 9, tilbydes børnene en skive friskbagt brød med smør. Dette er en brødordning, som bestyrelsen står for. De opkræver penge fra forældrene og sørger for, at der bliver købt bake-off-brød og smør, som opbevares i huset, så personalet kan bage brød til børnene hver morgen.

Denne ordning fortsætter, så længe bestyrelsen står for det.

Stokrosens værdigrundlag og pædagogiske grundsyn tager udgangspunkt i temaerne fra den pædagogiske læreplan samt lovgivningen i dagtilbudsloven.

I Stokrosen arbejder vi på at styrke børnenes sociale kompetencer og børnefællesskaber. Et fast tema hos os er børns venskaber – hvordan de etableres, styrkes og understøttes gennem konflikthåndtering i leg.

Sproget er ligeledes et vigtigt fundament, da vi med sproget skaber fortællinger om hinanden – både børn og voksne. Sproget åbner for relationer, leg, nysgerrighed, fantasi og kommunikation og er en grundsten i samspillet med andre.

Vi arbejder målrettet med børns udvikling gennem dagligdagens rutiner og gøremål. Det sker bl.a. gennem borddækning, oprydning, forberedelse til aktiviteter og efterfølgende oprydning. Børnene øver sig også i selv at tage tøjet af og på i garderoben og hænge det på plads. Gennem disse aktiviteter skaber vi rum for at udvikle deres selvhjulpenhed.

I januar 2024 havde vi uanmeldt pædagogisk tilsyn i Stokrosen. Følgende blev kommenteret i tilsynet (forenklet og forkortet udgave):

Relationer og samspil mellem børn og voksne: Tilstrækkelig kvalitet

De skal kvalificere arbejdet med ugeplaner, fokus på den daglige struktur, hvem laver hvad og hvorfor, arbejde i mindre grupper. Arbejde med strukturen for at personalet får bedre muligheder for at deltage i nærværende samspil med børnene. Fokus på samlingerne, hvad skal de indeholde, formål og hvordan kan konkreter anvendes.

Børnefællesskaber og leg: Tilstrækkelig kvalitet

Vi skal videreudvikle vores praksis om børns leg og børnefællesskaber, samt personalets rolle heri. De skal genbesøge arbejdet med hverdagsrutinerne med særligt fokus på, hvordan børnene kan inddrages.
Vi skal arbejde med at tydeliggøre de fysiske lege- og læringsmiljøer, så de understøtter børnefællesskaber og børns leg.

Sprog, Sammenhænge og Forældresamarbejde: God kvalitet

I Børnehaven Stokrosen har vi en rar og behagelig atmosfære med fokus på den anerkendende pædagogik. Børnene kan frit bevæge sig rundt på stuerne og i fællesrummet, så de kan lege og deltage i aktiviteter på tværs. Vi ønsker at skabe trygge og gode rammer for vores fælles hverdag med fokus på aktiviteter og leg, der udvikler og styrker børnenes relationer og kompetencer.

Vi inddrager børnene i hverdagsaktiviteter, såsom borddækning, henter madpakker med mere. Vi har fokus på selvhjulpenhed. Vi prioriteter tid og plads til at børnene øver sig i at være selvhjulpne. Dette i garderoben, lægge sine ting på plads (så de kan finde det igen), selv åbne ting fra madpakken med mere.

Vi har fokus på sprog både i forhold til, hvordan personalet taler til, med og om børnene, samt hvordan børnene taler indbyrdes. Vi ønsker at skabe den gode historie om hver enkelt i huset.

Besøg os

I er velkomne til at besøge hos og høre mere og hverdagen i Børnehaven Stokrosen. Kontakt leder Mette Jacobsen for at aftale et besøg:

Adresse

Børnehaven Stokrosen
Stokholmsvej 14
3060 Espergærde
 
Daginstitutionsleder:
Mette Jacobsen
Telefon: 21 20 51 50
 

Åbningstider

Mandag til torsdag: 6.30-17.00
Fredag: 6.30-16.15 
Lukkedage og sampasningsuger findes på Helsingør Kommunens hjemmeside

Kontakt os

  • Mælkebøttestuen: 21 20 11 74
  • Valmuestuen: 21 30 68 82
  • Solsikkestuen: 49 28 23 34
  • Leder: 21 20 51 50

Tager vi ikke telefonen, er det fordi, vi er i gang med noget vigtigt – jeres barn.